05. December 2021

Hvad kan vi lære at årets leder?

Sidste uge blev Kasper Hjulmand hyldet af Lederne som Årets Leder. Prisen blev begrundet i den måde, Kasper formår at give ”ledelse et menneskeligt ansigt” og vise, ”at sårbarhed kan være en styrke”. 

Menneskelighed i ledelse er nok det tema, der fylder mest i arbejdet med retorik og ledelse. Vores medarbejdere følger helst ledere, der har modet til at vise sig frem som hele mennesker med holdninger, følelser og ridser i lakken. 

For nylig holdt jeg retorikkursus med min gode og dygtige retorikkollega, Janus Beyer. Kursisterne var en gruppe mellemledere, der havde taget taler med hjemmefra, taler som de skulle holde eller kunne forestille sig at holde i nær fremtid. En stor del af talerne var ”emne-taler”, eller det man kan kalde ”om-taler”. Kendetegnet ved en om-tale er, at den handler om et emne med masser af faktuel viden og typisk med en ret stringent struktur i form af punktopstillinger. Det en om-tale ikke rummer, vil typisk være menneskelighed. Ønsket om at ville nogle mennesker noget og modet til at sætte noget af sig selv på spil i talen. 

Mange mellemledere er forfremmet på baggrund af stor indsigt i et fagligt domæne og evnen til at sætte en faglig retning. Som personaleleder vokser behovet for menneskelighed i kommunikationen dog drastisk. Helt tilbage til det antikke Grækenland var det velkendt, at de menneskelige dyder havde stor indvirkning på en talers evne til at overbevise. 

Det centrale i den her sammenhæng er ikke, hvorvidt lederen er et godt menneske, men hvorvidt lederen formår at vise sine tilhørere, at han eller hun er rummelig, anerkendende og fejlbarlig. Medarbejderne vurderer helt enerådigt, om de synes, at lederen er værd at følge, og det er lederens handlinger og kommunikation, de vurderer ud fra. Om-talen kan i få sammenhænge have en funktion, men i lederrollen er det kommunikation med menneskelighed og sårbarhed, der overbeviser og skaber følgeskab. Taler med skarpe holdninger, menneskelige fortællinger og masser af nerve og sårbar ærlighed.

Så tak til Lederne, og tak til Kasper Hjulmand for igen at understrege, at menneskelighed og sårbarhed har en stor plads i god ledelse.