01. November 2021:

Træder du op på ølkassen, eller sætter du dig på den?

Som leder er der en forventning om, at du til tider træder op på ølkassen og taler til medarbejdere. Du holder en tale som led i lancering af en ny strategi, du præsenterer en ny organisationsstruktur eller måske holder du en ølkassetale for at fejre en succes i virksomheden.

Men ølkasser er ikke kun gode at træde op på for at få overblik og ørenlyd i en større forsamling. Man sidder faktisk ret godt på en ølkasse, og den er også forholdsvis let at trække hen til de medarbejdere, der længes efter at fortsætte dialogen efter stormødet. Eller inden stormødet. Eller helt uafhængigt af stormødet.

Ser du alle de potentielle ølkassetaler, der ligger derude i hverdagen og venter på at blive grebet af en leder? Stående på en ølkasse kan du skabe opmærksomhed og bevidsthed om et budskab, siddende på en ølkasse kan du være i interaktion med medarbejdere og relatere dit budskab til medarbejdernes hverdag, faglighed og motivation.

Alt for mange medarbejdere sætter sig forventningsfuldt hen ved siden af en ølkasse, for blot at opleve, at der ikke er en synlig leder, der sætter sig på den. I stedet gennemtænker medarbejderen dialogen i hovedet og når frem til en meningsfuld konklusion, men ikke nødvendigvis din konklusion. Måske en bedre og mere fagligt nuanceret konklusion, eller måske lige omvendt, en konklusion, der ikke giver dig det følgeskab, du har brug for?

Gå en tur på din arbejdsplads og kig efter ølkasser. Måske er du i forvejen god til det der med ølkasserne, men hvis du skærper blikket, vil du sandsynligvis opdage, at der er endnu flere ølkasser derude. Uendeligt mange ølkasser. Du skaber din talesituation, dit dialogrum og din troværdighed som leder blot ved at trække ølkassen hen til dine medarbejdere og sætte dig på den.